Jeg har i mange, mange år arbejdet som socialrådgiver, og jeg er rigtig glad for mit job. Jobbet er meget alsidigt, og jeg tror, jeg har fået flere jobrelaterede oplevelser end de fleste. Nogle af oplevelserne har været helt fantastiske. Som når man placerer et børnehjemsbarn i den helt rigtige familie. Eller når man får en erstatningssag igennem for en borger, der virkelig har fortjent lidt medgang efter en masse modgang. Jobbet byder dog også på en masse svære oplevelser, som det kræver et godt netværk at tackle. Som når der kommer en rasende, og oftest også fuld, mand ind og kræver at få at vide, hvor hans bortløbne og gennembankede kone er taget hen. Eller når man møder skræmte, skrøbelige og forsømte børn, der helt har opgivet alt håb om at blive ligesom deres klassekammerater. Ligesom der findes både gode og dårlige oplevelser, sjove og sørgelige oplevelser, så findes der også oplevelser, der ryster en i sin grundvold.

Ak og ve

Jeg fik engang en sag, der omhandlede en ældre herre. Kommunen havde fået mange klager fra naboer og forbipasserende, fordi der lå en masse skrammel på hans græsplæne, og fordi der lugtede frygteligt inde fra huset. Da jeg var på vej derud fik jeg at vide, at jeg nok skulle forberede mig på, at manden aldrig selv havde foretaget en privat rengøring. De mistænkte, at sidst der var blevet lavet en hovedrengøring, var da konen stadig havde kræfter til det, hvilket efterhånden var længe siden. Ak og ve, tænkte jeg, hvor slemt kan en manglende privat rengøring være? Det er jo ikke fordi der aldrig var blevet lavet en hovedrengøring, det var bare længe siden. Men jeg tog grueligt fejl. Jeg tror ganske ikke at der nogensinde i al den tid manden og konen havde boet i huset, var blevet foretaget en privat rengøring (se her). Der blev i hvert fald helt sikkert ikke lavet en hovedrengøring hvert halve år.